Jeg har været på sygehuset i dag, for at få scannet mit venstre håndled. Jeg havde virkelig sat næsen op efter at jeg ville få gipsen fjernet, men ak…. Sådan skulle det ikke være. Efter scanningen blev jeg bare sendt hjem igen, med gips! Jeg vil få svar på undersøgelsen senere på ugen. Det er altså bare noget rigtigt ØV!
Trafikuheld, del 2
En lille opdatering på mit trafikuheld i torsdags: Jeg har stadig en hel del smerter, men alle mine hudafskrabninger ser ud til at hele fint. Jeg skal have scannet min hånd på onsdag og håber virkelig på det bedste. Jeg har det ikke godt med at være så inaktiv og jeg savner allerede at komme ud og cykle igen.
Og bedst som man tror at det ikke kan blive værre…
Vi måtte i dag hente Agnes i skolen, da hun var faldet i idrætstimen og var landet uheldigt ovenpå sin arm. Hendes håndled var ømt/hævet og hun var naturligvis meget ked af det.
Hun har siddet med elastikbind og is-pose og nu går det vist lidt bedre. Måske bare en lille forstuning. Vi har da lov at håbe!
ØV! Sikke en træls dag…
Jeg var desværre involveret i et trafikuheld her til morgen. Jeg påkørte en anden trafikant med 30-40 km/t efter at vedkommende var kørt ud foran mig uden at overholde sin vigepligt.
Jeg endte derfor med at tilbringe hele formiddagen på skadestuen. Diagnosen er: rigtig mange hudafskrabninger, kraftigt slag til hovedet, øm og forslået skulder/kraveben, øm nakke, bøjede ribben og muligvis brud i håndled. Jeg har derfor fået besked på at tage smertestillende piller for at kompensere for smerterne fra ribenene ved vejrtrækning. Har derudover fået en slynge til at støtte min højre skulder og gips på venstre hånd. Jeg skal snarligt have scanner min hånd for at se om den er brækket. Det var ikke rigtigt til at se på røntgenbillederne.
Så nu bliver jeg nok nød til at blive hjemme et par dage indtil smerterne er blevet mere udholdelige. Og det er jo samtidigt ensbetydende med at jeg heller ikke kan komme ud og cykle. TOTALT ØV!
Min nye Specialized cykelhjelm er iøvrigt fuldstændig ødelagt. Jeg tør slet ikke tænke på hvad der kunne være sket hvis jeg ikke havde båret hjelm. UHA-DA!
Åbent hus i 0-1 klasse, Gug Skole
I torsdags var vi til åbent hus i 0-1 klasse på Gug skole, hvor Johannes stolt skulle vise os sit klasseværelse og DUS.
Johannes lavede en rigtig flot tegning af en fodboldspiller. Han ville så lige gøre tegningen ekstra flot ved at skrive hele alfabetet på den; Han nåede til B!
Han kender nu godt de fleste bogstaver i alfabetet, men det var vist bare sjovere at lege end at sidde og skrive.
Så røg der lige en rokketand mere
Johannes og hans myggestik
Johannes var ude og lege i haven sammen med Agnes, da han desværre ble stukket på hånden af en myg. Nu er det jo ikke noget at gå i panik over, vil du jo nok sige. Meeeen…..jo!!!
Først kom der bare den almindelige lille hævelse omkring stik-stedet. Næste morgen var der en svag hævelse på hele håndryggen og da vi så hentede ham i børnehaven var hånden fuldstændig opsvulmet til langt over håndledet. Vi prøvede at bekæmpe det med antihistamin, men det hjalp overhovedet ikke. Så næste dag måtte han til lægen. Lægen mente at det var en infektion der skulle behandles med penicillin og han blev sendt hjem med armen i slynge og en besked om at holde armen i ro. Og det kan altså godt være lidt af en udfordring når man er 6 år og har krudt i r****.
Brønderslev Rhododendron park
Olde-bedste’s 90 års fødselsdag
I lørdags var vi til Olde-bedste’s (Marianne’s mormor) 90 års fødselsdag. Vejret var helt fantastisk (hun må have været en “god” pige) og ungerne legede udenfor næsten hele dagen.
Fødselsdagen blev holdt i Restaurant Hedelund som ligger umiddelbart op af rhododendron-parken i Brønderslev. Hold da op hvor er der bare flot i parken. Vi havde en rigtig hyggelig dag med familien og masser af dejlig mad og var helt forædte da vi kom hjem.
Hjallerup marked
Igen i år lykkedes det for Marianne, at få overtalt mig til at tage med på Hjallerup marked. Det var ikke med min gode vilje; Mit liv er simpelthen for kort til billige kopivarer, fulde mennesker og junkfood.
Vi hentede Helle og Flemming i Åbybro og hyggede os med dem hele dagen.
Og så til det fantastiske varer køb: 2 stk. anden sorterings børnetrøjer, en hestebog, et par skum klipklapper, en bakugan og et par svømmebriller. Alt sammen noget som vi absolut ikke kan leve uden. 😉
Og den kulinariske aftensmad var…. Junkfood! Agnes fik en “lille” hotdog. Nogen gange er øjnene bare mere sultne end maven!